main
product
information
contact
main
main
main
Folketinget kan træffe vigtige afgørelser. Men når vidtrækkende love som denne skal vedtages på et
uoplyst og uigennemskueligt grundlag, er kritik nødvendig, skriver kronikøren.
I dag er der folkeafstemning i Grønland. Det Danske Rige vil for tredje og sidste gang afstå
olierigdomme, denne gang de formentlig enorme grønlandske, og grønlændernes afstemning skal vise,
om de vil overtage dem. Dalgas kæmpede efter devisen "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Det, vi
har afstået i 1965, 1992 og snart skal afstå i 2009, kan vi ikke vinde indadtil. Vi taler meget om at give
kommende slægter et bedre klima, men vi holder os sandelig ikke tilbage med at fratage vore
efterkommere store milliardværdier.

Det er den omvendte verden, at modtageren afholder folkeafstemning, medens rigsfællesskabets,
giverens, befolkning ikke må tilkendegive sin mening om at blive berøvet store værdier. Årsagen er vel,
at regeringen mener, at befolkningen ikke er i samme gavehumør som den. Problemet er, at hvis hele
befolkningen skal stemme, skal der gives en god begrundelse, og det er næppe muligt. Vi har i hvert
fald ikke fået nogen.

I kronikker i Jyllands-Posten om grønlandsolien 11/9 og 5/11 omtalte jeg det historiske og juridiske
grundlag. Vi er ikke og har ikke været forpligtede til at afstå vore olierettigheder til nordmænd, færinger
og nu snart til grønlændere. Tværtimod sker det på kant med grundloven. Det mente også tidligere
regeringer.

Nu er alle politiske partier vist enige om, at det var tåbeligt, da vi i 1965 forærede Norge det rige
Ekofisk-felt uden andet hensyn end ønsket om at hjælpe en god nabo. Og i 1982 gav statsministeren
udtryk for regeringens mening i sit brev til det færøske landsstyre: "En fuldstændig og uigenkaldelig
overdragelse af statens højhedsret til en enkelt del af riget eller til dennes befolkning eller til en
hjemmestyremyndighed er efter danske retsprincipper ikke mulig, og det vil ikke være foreneligt med
rigsfællesskabet at overdrage den fastboende befolkning på Færøerne eneretten til råstofferne i
undergrunden. Regeringen anser det herefter for udelukket, at området "råstoffer i undergrunden" helt
eller delvist kan overføres til Færøernes landsstyre".

Det er krystalklar tale. Men retsprincipper har det med at falme. En anden statsminister gav 22.
december 1992 på et stykke A4-papir en julegave til færingerne ved at afstå netop dette område til
dem, ikke engang delvist, men helt. Det skete uden om Folketinget og selvsagt uden om befolkningen.
Grønlænderne siger, at de ikke vil stilles ringere end færingerne, dvs., at når en regering har fejlet, skal
andre regeringer også fejle.

Nu skal grønlænderne hjælpes med en ny afståelse, manøvreret frem til en beslutning uden
folkeafstemning og uden information til folket. Jeg mener at vide, at mange af Folketingets medlemmer
har den personlige opfattelse, at afståelsen af grønlandsolien er rystende, men at de har lovet at
stemme for den. Der er fortsat ingen forståelig begrundelse for at folket skal afstå olien. Kun Dansk
Folkeparti protesterer, så det kan høres.

Tilsyneladende har de grønlandske forhandlere fået løfte om, at Folketingets tilsagn kun er en
formalitet, som klares til foråret, og at der ikke er risiko for en dansk folkeafstemning. Kun derfor giver
det mening at afholde folkeafstemning i Grønland, endnu før der har været afstemning i Folketinget, om
gaven skal gives.

Jeg har ikke fået en eneste indvending mod rigtigheden af det faktuelle indhold af mine kronikker om
emnet. Et folketingsmedlem forklarer, at skiftende statsministre har lovet selvstændighed. Ifølge det
citerede brev var det indtil 1982 udelukket at afstå undergrundsrettigheder. Det var det vel også i 1992,
men da kunne en statsminister åbenbart afstå nationens olierettigheder uden hensyn til grundlov,
folketing og befolkning. Statsministre kan stille noget i udsigt, men har ikke ret til at indskrænke riget.
Hertil henregner jeg rigets undergrund. Folketingsmedlemmers tilkendegivelser på et utilstrækkeligt
informationsgrundlag berettiger ikke til at stemme for en lov, som de ved den afgørende afstemning
finder skadelig for rigets befolkning.

Grønlændernes fokeafstemning er kun vejledende. Risikoen for, at de siger nej, er ikke stor, men den er
der. Den grønlandske avis Sermitsiak meddelte 12. oktober 2008, at flere organisationer har fundet det
påkrævet at stifte en ny bevægelse, Nammineerta!, for at sikre det af hjemmestyret ønskede ja ved
folkeafstemningen 25. november. Med artiklen "Selvstyret splitter generationerne" siger avisen, at selv
om mange vælgere siger ja, er der en klar tendens til, at yngre vælgere er skeptiske. En ny
meningsmåling siger, at 47 pct. af vælgerne siger ja, 31 pct. nej, 22 pct. ved ikke. Af de 18-29-årige
siger 30 pct. ja, 44 pct. nej, 26 pct. ved ikke. Læserindlæg tyder på, at denne skepsis skyldes tvivl på
hjemmestyrets evne og vilje til at varetage grønlændernes interesser. For de politiske ledere er der
store personlige perspektiver i at kunne forhandle på Grønlands vegne i rollen som herrer over olien.
Men mange grønlændere synes at finde en vis tryghed i en dansk tilknytning frem for at blive kastebold
mellem USA og Rusland i kampen om militær- og oliestrategiske interesser på Grønland.

USA bliver den ultimative vinder. Grønland tilhører det amerikanske kontinent, og det tomrum, vi
efterlader, vil blive udfyldt af USA, hvis strategiske interesser er overvældende store, for store til at
afgive til andre. Der bør ikke herske tvivl om, at stormagten USA ikke vil give andre mulighed for at
sætte sig fast på Grønland. I praksis bliver der beskedent råderum til de fåtallige grønlændere på små
kystområder på et i øvrigt folketomt område af kæmpestort omfang. USA bliver en ulige mere
dominerende samarbejdspartner end Danmark.

Nogle politikere siger, at det ikke er sikkert, at olien findes. Det blev også sagt om Nordsøen og
Færøerne. Men argumentet duer ikke, når olien er fundet. GEUS, Danmarks og Grønlands Geologiske
Undersøgelse, skriver (Grønlands Geologiske Udvikling fra urtid til nutid, udg. oktober 2005) om
Vestgrønland: "Der er indtil nu ikke påvist nogen egentlige forekomster, men de mange undersøgelser
har medført, at undergrunden under havbunden er godt kendt, og at der er store forhåbninger om at
finde olie i området", og "Det er med denne analyse (sydligst, 60 - 68 grader nord) blevet påvist, at der
eksisterer en række meget store potentielle strukturer for oliefælder, hver med en størrelse som
gigantfelter, der i undergrunden kan rumme mere end en milliard kubikmeter olie". 69-72 grader nord er
der påvist et over otte km tykt lag fra et gammelt landnært deltasystem med store mængder organisk
materiale i form af kulbænke. Der er olieudsivninger, og boringer viser olieimprægnerede bjergarter og
gas under tryk i flere niveauer. Og det er kun en lille del af Grønland.

I 1965 afstod vi enorme værdier, uden at befolkningen opdagede det, før det var for sent. Det samme
skete i 1992, og nu skal vi til det igen. Er befolkningen for passiv, fordi den ikke ved, hvad der er under
opsejling? I et repræsentativt demokrati giver folket det valgte folketing ret til at træffe afgørelser på
dets vegne. Det bør indebære en naturlig pligt til at oplyse folket og træffe vidtgående beslutninger i
rimelig harmoni med folkets interesser, dvs. i åbenhed, og før toget er kørt. Det er ikke klaret med
partiprogrammer og valgløfter alene.

Jeg har fået indvendingen: "Hvorfor bekymrer du dig om grønlandsolien? Vær nu lidt positiv og overlad
det til regeringen - det kan aldrig blive et problem i din tid". At bekymre sig om fremtiden er især en
pligt for regering og folketing, men hvis de ikke gør det, må almindelige borgere hjælpe dem i al
venskabelighed. På langt sigt er intet sikkert, og vore efterkommere vil bebrejde os, at vi gang på gang
frivilligt afstod olien til andre, blot fordi vi selv var rige og gav af vores overflod. Eller mener vi, at vi
skal bruge alternativ energi og overlade olien til USA? Mon ikke de fleste hellere ønsker, at vor
energiminister kæmper for efterkommernes energiforsyning med samme energi, som hun anvender
som klimaminister for at sikre dem et tåleligt klima?

GEUS taler om gigantfelter. Andre gætter på værdien af ufundne oliemængder. 10.000 og 20.000 mia.
kroner er nævnt. 10.000 mia. er et stort beløb. Det svarer til alle den danske stats udgifter i 20 år.

Er det ansvarligt, at vore politikere interesserer sig så lidt for denne store sag? Hvor meget kender de
til dens baggrund, formål og virkning for grønlændere og rigets befolkning? DONG med statens højeste
ekspertise er formentlig forhindret i at udtale sig. Kun ved et tilfælde kom jeg til at bemærke nogle af
problemerne ved den grønlandske olie.

Folketinget kan træffe vigtige afgørelser. Men når vidtrækkende love som denne skal vedtages på et
uoplyst og uigennemskueligt grundlag, er kritik nødvendig. Formentlig er rigets samlede befolkning
endnu mere skeptisk end grønlænderne. Er sagen for vigtig til at lade folket bestemme selv?

Hvad gik galt med Grønland?
Ole T. Krogsgaard, direktør, Gentofte
Offentliggjort i JP 25.11.08 kl. 18:12