main
product
information
contact
main
main
main
Kronik:Når virkeligheden banker på
Offentliggjort 16. marts 2007 03:00 i JP
Af Bertel Lohmann Andersen, formand for REO, Reel Energi
Oplysning

Nu gælder det så politisk om at få atomkraften kulet ned,
inden forbrugere og skatteydere opdager, at der er
uoverensstemmelse mellem den virkelige virkelighed og
mediernes og politikernes virkelighed, skriver dagens kronikør.

Den udmærkede udsendelse "Mennesker og medier" handlede
fornylig om Danmarks Radio og den mediestorm, som
institutionen af forskellige grunde befinder sig i.
Diskussionsdeltagerne var en række af spidserne i dansk
medieverden.
Citeret efter min hukommelse fremkom følgende udsagn: »Det
værste, der kan ske for DR er, hvis mediernes virkelighed
vedrørende DR bliver en anden end DRs egen virkelighed«.

Dette virkede som et forklarelsens lys inde i min bevidsthed,
hvor et vedvarende problem har været at forstå, hvorfor
atomkraften i den grad er lagt for had, som det er tilfældet.
Her fik jeg forklaringen: mediernes virkelighed vedrørende
atomkraften er en anden end den, som personer i branchen
oplever.

I mediernes virkelighed er et atomkraftværk en højst risikabel
indretning, som humper af sted fra det ene udslip til det
næste, mens personalet fortvivlet løber rundt og forsøger at
afbøde "det værst tænkelige".

Personalets virkelighed er, at der er tale om særdeles
velfungerende anlæg med fint arbejdsmiljø og omhyggelig
kontrol fra myndighedernes side. Denne opfattelse bekræftes
af atomkraftværkernes fine driftsstatistikker.

Mediernes virkelighed blev eksemplificeret for nylig, hvor DRs
tv-avis to gange omtalte "ulykker" på svenske
atomkraftværker. En ulykke indebærer normalt, at nogen er
kommet til skade og at der i det hele taget er "sket noget".

Det var ikke tilfældet. Den ene af "ulykkerne" bestod i, at man
fandt tritium (radioaktiv brint) i noget vand på et sted, hvor
det ikke skulle være. Der var intet udslip af radioaktivitet, og
man skulle drikke en million liter af det radioaktive vand for at
få lige så megen stråling, som man får af naturlige årsager på
et år.

Så der er vel grænser for, hvor stor en ulykke, der i
virkeligheden er tale om. Ulykken var, at den helsemæssigt
betydningsløse hændelse gav medierne anledning til igen at
rapportere negativt om atomkraften, helt i tråd med
mediernes egen virkelighed.

Denne ulykke blev ikke mindre af, at sagen velvilligt fulgtes
op af miljøministeren, som meget vel »forstår folks uro over
at høre alt det«.

Hun kender jo også mediernes virkelighed indefra! Men helt
åbenbart kender hun intet til atomkraften, sådan som den er i
den virkelige virkelighed.

Til atomkraftens mediemæssige virkelighed hører, at
affaldsproblemet er uløst - og hvis det nogen sinde kan løses,
så vil det blive ufatteligt dyrt.

I virkeligheden har grupper af videnskabspersoner omfattende
alle relevante discipliner gang på gang har sagt: problemet
kan løses teknisk, men politikerne skal tage sig sammen og
træffe de nødvendige beslutninger. (Det Amerikanske Fysiske
Selskab i 1978 og MIT i 2004).

Ikke desto mindre står det fast hos medierne, at
affaldsproblemet er uløst. Det siger alle politikere, hver gang
de bliver spurgt af medierne og dermed er det virkelighed - i
hvert fald i mediernes virkelighed. Hvordan det i virkeligheden
forholder sig spiller ikke nogen rolle. Interessen for den
virkelige virkelighed er ganske ringe.

Hvad kan bringe interessen for virkeligheden tilbage? Altså
hvordan kommer forbrugerne, vælgerne, skatteyderne til atter
at interessere sig for, om der er overensstemmelse mellem
mediernes og politikernes virkelighed og virkeligheden?

Der er kun ét middel, der virker: peng
e.

Hvis befolkningen bliver klar over, at mediernes og politikernes
hokus pokus med virkeligheden koster dyrt, så vil den
reagere. Et eksempel: I 1990 stemte et flertal af italienerne
nej til atomkraft med den konsekvens, at et stort og nogle
mindre værker blev lukket, og et næsten færdigt blev skrottet
og erstattet af et andet, der fyrer med olie og gas!

Men i februar 2006 fik støvlelandet 16 pct. mindre naturgas
fra Rusland, end de havde kontrakt på. En tv-station (RAI 2)
gennemførte en online meningsmåling: skal vi genoverveje
atomkraften? Det svarede ca. 65 pct. ja til.

Nu var det pludselig synligt, at afvisningen af atomkraft
havde en pris. Virkeligheden bankede på!

For 50 år siden blev der på Niels Bohrs initiativ oprettet et
anlæg ved Roskilde Fjord med navnet Atomenergi
Kommissionens Forsøgsanlæg Risø.

Virkeligheden var ikke anlægget venligt stemt: de lave
oliepriser gjorde, at elværkerne ikke var interesserede i
atomkraft.

Det ændrede sig brat i 1973 og igen i 1979. Nu var olien dyr
og den kom fra politisk ustabile områder. Denne nye
virkelighed betød, at Frankrig besluttede at opføre 60
atomkraftværker. Herved faldt landets udslip af CO{-2} med
30 pct.

Men i Danmark var mediernes virkelighed vedrørende
atomkraft ændret. Nu var denne energiform ikke længere en
lovende mulighed men en trussel mod mennesker nu og i al
fremtid. Denne virkelighed blev også politikernes og i 1985
fjernede Folketinget atomkraften fra energiplanlægningen -
mod de borgerlige partiers stemmer.

20 år senere er alle politiske partier imod atomkraft - om end
enkelte politikere har givet udtryk for, at den er helt fin i
Kina!

Nu gælder det så politisk om at få sagen kulet ned, inden
forbrugere og skatteydere opdager, at der er
uoverensstemmelse mellem den virkelige virkelighed og
mediernes og politikernes virkelighed.

Det kan gøres ved at sætte punktum for atomkraften i
Danmark med et håndfast bevis på, at det er en stor lykke
for landet, at vi slap for det skidt.

Derfor skal Risøs radioaktive reaktorbygninger rives ned
hurtigst muligt mens de stadig er radioaktive og anbringes
sammen med andet radioaktivt affald fra industri, medicin og
forskning i et slutdepot i en dybde mellem 0 og 100 m. Pris
ca. 1 milliard kr - selve depotet ikke inkluderet.

Nu er så spørgsmålet, om befolkningen stiltiende vil betale
omtalte regning på ca. 500 kr. pr husstand.

Det vil den sikkert gerne, så længe den opfatter mediernes og
politikernes virkelighed som virkelig: affaldsproblemet er
kolossalt stort og dyrt. Den får ikke at vide, at den intet som
helst får for de penge og at der er en anden mulighed!

Et ministerielt udvalg har sendt et beslutningsforslag
vedrørende oprettelse af et slutdepot til høring.

Atomkrafttilhængernes organisation REO (Reel Energi
Oplysning), som ikke anerkender mediernes og politikernes
virkelighedsopfattelse vedrørende atomkraften, har i sit svar
anvist en alternativ løsning. Bevar reaktorbygningerne på Risø
og bruge dem til opbevaring af radioaktivt affald.

Nu gælder det så politisk om at få sagen kulet ned, inden
forbrugere og skatteydere opdager, at der er
uoverensstemmelse mellem den virkelige virkelighed og
mediernes og politikernes virkelighed, når den politiske
virkelighed vedrørende atomkraft har ændret sig, vil mere eller
mindre af dette kunne sælges eller deponeres i udlandet.

Men vil den politiske virkelighed vedrørende atomkraft da
nogensinde ændre sig?

Ja, helt sikkert.

Abraham Lincolns berømte udsagn står ved magt, selv i de
elektroniske mediers tidsalder: Man kan snyde noget af
befolkningen hele tiden, og hele befolkningen noget af tiden,
men du kan ikke snyde hele befolkningen hele tiden. (»You
can fool some of the people all of the time, and all of the
people some of the time, but you can not fool all of the
people all of the time«)


Atomenergi i Europa
Atomkraft er pt. den eneste effektive måde, at Europa kan opnå en større uafhængighed af energi
fra Mellemøsten og Rusland. I Danmark regner man med at vi endnu i 15 til 20 år vil kunne være
selvforsynende med olie, men derefter vil vi også være afhængige af import. Ustabile leverancer og
energipriser er en alvorlig trussel imod vores samfund.
Global Nuclear Use - BBC Video Nov. 2005
Julian Rush explains how other countries use
the nuclear option.
BBC Channel 4 29th November 2005
George Monbiot and nuclear boss Vincent de Rivaz
debate the nuclear option. (WMV file)
Atomkraft for miljøet
Venstrefløjen har igen et problem. Den ved jo udmærket godt, at den
eneste måde, man kan kontrollere CO{-2}-udslippet på, er at udbygge
atomkraften overalt i verden....... Læs her
Atomkraft, ja tak
Af Per Nyholm, kommentator
Offentliggjort 27.11.08 kl. 03:00
Det hører til klodens mærkværdigheder, at de rige lande med deres
enorme forbrug af energi samtidig er fattige på denne livsvigtige
råvare - ikke på energi i mental eller intellektuel forstand, men på
kraft til at drive maskinerne.
Velstanden i Vesten bygger i sin oprindelse på kul, på kulminerne i
England, Tyskland, Belgien, Frankrig, Polen og Ukraine, Europas
dengang vældige energiforekomster, som i det 19. og 20. århundrede
forvandlede vor verdensdel fra agrarland til industriland.

Vi har brug for en lignende modernisering i det 21. århundrede.

Polen og Ukraine er vel de sidste europæiske lande, der vil bruge kul
i stor stil. Andre er længst gået over til gas og olie med de
problemer, som dette indebærer i forhold til andre lande, som ikke
blot glimrer med deres oliereserver, men også med deres politiske
tilbageståenhed, rækkende fra Rusland over Iran og golfstaterne til
Venezuela.

Her befinder Vesten sig i ubehageligt selskab. Vi oplevede det i
forbindelse med energikrisen i 1974 efter Israels erobring af diverse
arabiske territorier. Vi har set det i Estland, Ukraine og andetsteds,
når Rusland påstod sig krænket af de tidligere blokstater.

Fra Moskva høres denne advarsel, at Vestens demokratier blot vil
skade deres egne konkrete interesser, om de stiller sig i vejen for
Ruslands brutale optræden i Kaukasus, Østeuropa og Baltikum. Det
ligger i vinterkulden, at arter vi os ikke, bliver der lukket for det varme
vand. Denne stilling er selvfølgelig utålelig, og jo før vi erkender, at
den skal ændres, des bedre. Løsningen ligger ikke i, at vi giver os til
at danse efter mere eller mindre fascistiske og fundamentalistiske
statslederes taktstok. Løsningen ligger i udviklingen af alternative
energikilder, ikke blot vind og vejr, der nok kan bidrage, men
atomkraft, som virkelig vil batte.

For et årstid siden deltog jeg i en konference i Zakopane i Polen,
hvor en ungarsk energiekspert til min overraskelse fortalte mig, at det
energisvage Ungarn kunne blive nettoeksportør af energi, om man
blot byggede endnu et atomkraftværk ved siden af det eksisterende
værk i Pacs. Problemet var ikke, sagde den pågældende, at Ungarn
og andre EU-lande ikke kan dække deres energiforbrug, men at de
ikke vil. "Problemet er politisk og socialt. Vi bør i videst mulig
udstrækning gå over til nuklear energi. Det er sikkert og billigt, og det
vil bringe os ud af kløerne på Rusland," sagde den pågældende.

Sådan!

Store dele af Europas behov for energi dækkes allerede med
atomkraft. Også Danmark anvender atomkraft, som vi importerer fra
Sverige og Tyskland samtidig med, at vi anser os for gode til selv at
fremstille atomkraft.

Hvorfor bygger vi ikke sammen med tyskerne et atomkraftværk i
Slesvig eller det sydlige Jylland i stedet for den naragtige bro over
Østersøen, naragtig bl.a. fordi den burde ligge længere mod øst og
pege mod næste generations kraftcenter i trekanten
Berlin-Lódz-Wroclaw? Hvorfor diskuterer vi ikke opførelsen af to eller
tre dansk-svenske atomkraftværker? Var de på plads, kunne vi
nedlægge det omsiggribende helvede af vindmøller. I Østrig og
Italien, hvor man tidligere sagde nej til atomkraft, tænker man nu i
andre baner. På Balkan, i Centraleuropa og de baltiske lande tænker
man, så det knager. Uden atomkraft ville Tyskland, Frankrig,
Spanien, Storbritannien og andre industrinationer gå i stå.

Hvad venter vi på? Hvad venter regeringen på? Lad os høre
eksperternes vurderinger, lad os høre fra menigmand. Og kunne vi
blive fritaget for Tremileøen, Tjernobyl og andre fortidige gespenster?
Det handler om morgendagen, ikke om gårsdagen.


Opinion: Danmark er ikke for lille til a-kraft

Energidebatten er fyldt med løgne
En af de virkeligt ubærlige løgne, der i disse år har frit løb
iblandt os, er påstanden om, at 'det er lykkedes at afkoble
den økonomiske vækst fra stigning i energiforbruget'.
.
Sandheden er, at det er lykkedes os at flytte energitung
produktion til andre lande og at erstatte den med mindre
energiforbrugende produktion.

Men denne operation har ikke formindsket det globale
energiforbrug. Snarere tværtimod.

Produktionen bliver næppe mere energieffektiv af at flyttes til
Kina eller Indien, hvorefter de producerede varer
transporteres den halve klode rundt.

Det er derfor glædeligt, at Ingeniørens lederartikel den 27. juni
forsigtigt nærmer sig det kætterske synspunkt, at atomkraft
måske alligevel fortjener at overvejes.

Belgien har et areal på 30.528 km² og producerede i 2004 i
gennemsnit 5,41 GW atomkraft. De belgiske atomkraftværker
producerer dermed 177 kW/km² landareal.

Danmark har et landareal på 43.098 km² og dertil i
modsætning til Belgien et ganske betydeligt havareal. Vi
producerede i 2004 i gennemsnit 4,58 GW elektricitet, heraf
0,75 GW ved vindkraft og intet ved atomkraft.

Forestillede man sig, at vi per arealenhed skulle fremstille lige
så meget atomkraft som Belgien, skulle vi altså fremstille 7,63
GW atomkraft.

'Men Danmark er for lille til atomkraft' - forlyder det.

Påstanden forekommer nogenlunde lige så intelligent, som da
en af Fremskridtspartiets landsbytosser sagde, at 'Danmark er
for lille et sprogområde til at have sin egen ballet.'